Tyskland/Tjekkiet - mandag den 31. marts 2014
Altenburg og Frantiskovy Lazne (i Tjekkiet)
Vi kan absolut ikke klage over larm fra omgivelserne denne nat. Der var ikke en lyd udefra og ingen vind til at ruske i vognen. Så det er kun min egen lette søvn, der vækker mig til live, hver gang jeg skal vende mig i sengen. Marie klarer bedre at sove godt igennem. Hun har arvet sin fars sovehjerte.
Jeg bekendtgjorde overfor campingfatter, at vi vil afsted tidligt her til morgen, men vi får sovet alt for længe og klokken er over 9, før vi er klar med morgenmaden – efter et godt morgenbad. Vi har vist hele campingpladsen for os selv. Der holder kun 3-4 campingvogne og autocampere på det store åbne område, der er forbeholdt endags overnattende.
Vejret er næsten, som da solen gik ned dagen før. Lidt diset og solen har svært ved at trænge igennem. Men til gengæld er der heller ikke tåget, så temperaturen ligger og vipper på 5-6 grader.
Vi får ikke sådan lige lov til at slippe fra pladsen. Campingfatter har låst vores strømstik inde i elskabet. Vi skal åbenbart omkring receptionen og bede dem om at tjekke stikket ud igen. Det går nu hurtigt. Vi har ikke brugt noget strøm overhovedet. Men vi har heller ikke haft noget tilsluttet 220 volt.
Vi tørner ud fra pladsen og sætter kursen mod den nærmeste storby Altenburg. Her skulle være lidt at kigge på og det er lige på vejen. Troede vi. Første skilt forkynder, at der er 11 km. Til byen. Via små veje når vi meget hurtigt frem til et 7-km. Skilt. Så er der omkørsel og via en række meget små veje i et fladt landskab, når vi frem til et skilt, der forkynder, at nu er der 13 km. Til byen. Hu hej, hvor det går. Men vi æder os ind på byen og til sidst når vi frem. I bykernen kører vi ind og parkerer ved teatret. 1 euro i timen koster det. Det er vel rimeligt nok. Det er en gammel by med mange flotte bygninger. Vi er i det gamle østtyskland nu og de gamle bygninger er både imponerende men der er også noget værre makværk imellem. Byen er bl.a. kendt for produktion af spillekort men vi er nu mere interesseret i at besøge byens distilleri, for at se, hvad de kan byde på. Fabrikken ligger i byens udkant og i fabrikssalget er der alle former for spiritus. De laver rom, whisky, schnaps, bitter osv. osv.
Vi har ikke fået en snaps med hjemmefra, så vi vimser rundt, for at se, om vi kan finde noget, der kunne minde om en dansk snaps. Valget falder på en lille flaske Altenburger Klarer. Så har de også en Schwartsgebrennt eliksir, som flere kommer ind for at købe hele kasser af. Den får vi lov at smage. Marie kan ikke lide den men jeg sætter den i samme kategori som Fernet Branca og køber en enkelt flaske til turen.
Vi lister tilbage mod bymidten mens Marie holder styr på kortet – og snart er vi tilbage ved bilen – og på vej ud af byen igen. På jagt efter en P-plads, hvor vi kan indtage frokosten. Efter en del køren mod syd, når vi frem til en plads, hvor solen næsten er kommet helt frem – og hvor der står et fint bord og venter på os.
Nu er kursen sat mod Tjekkiet og en lille kurby, som Ruddy har besøgt for nylig. Han mente, at vi skulle køre ind omkring Frantiskovy Lazne og spise på hotel Ida. Tjekkerne kan jo også lave godt øl, så det lød som en god ide…
Hen på eftermiddagen når vi frem til grænsen, som også er en helt åben grænse. Vi kører ikke langt i Tjekkiet, før vi er i kurbyen. Vi kører en tur rundt i byen og vælger at parkere bilen i udkanten og gå tilbage og se nærmere på sagerne.
Det er i sandhed en kurby. Specielt indrettet med mange flotte bygninger – de fleste holdt i gule nuancer. Overalt er der grønne områder, hvor især ældre mennesker vimser rundt og nyder foråret. Det er vist sådan, at Tjekkerne stadig kan få udskrevet et kurophold hos deres læger og bedømt på de mange tyskere i byen, er det sikkert også tilfældet med tyske læger. Så der er bestemt stadig stor brug for disse kurbyer.
Selve kurbyen er kun det halve af byen. Vi når dog knap at besøge den anden halvdel. Efter et par ture rundt i gaderne, er vi tørstige og vi sætter os ind på den restaurant, som Ruddy har anbefalet. Der er fred og ro på fortovsrestauranten, hvor vi får serveret en velskænket pilsner Urquell fra fad. Vi har det hele for os selv og kan kun høre personalet stå i udebaren og snakke tjekkisk over en kop kaffe.
Efter en lille halv times tid beslutter vi os for, at gå ind i restauranten og bestille aftensmaden. Også restauranten er helt tom, så vi kan kapre et bord ved vinduet. Den unge tjener tager imod vores bestilling på en god peberbøf og en ny øl til mig. Denne gang en mørk Master fra fad. Og inden vi får set os om, dukker hun op med maden. Den smager super. Selv min store 400 gram bøf er stegt perfekt. Jeg lapper et par mørke øl i mig. Det er jo eneste chance på turen, for at få rigtig godt øl, tænker jeg. Og det tjekkiske øl er ikke så stærk, så det går an – også fordi jeg ikke forventer, at vi skal køre mere i dag.
Men det sidste tager jeg fejl med. Marie har åbenbart en skummel plan om, at hun vil køre videre mod Munchen i aften. Det er altså derfor hun har siddet og spyttet i en halv fadøl hele aftenen. Da vi når tilbage til bilen og det er ved at blive mørkt, foreslår hun, at vi fortsætter turen mod Munchen. Undervejs forsøger jeg at læse højt af Dan Browns Inferno for hende, men det er ikke så let med lyset fra en lille lampe – og en lettere mudret stemme efter 4 gode fadøl!
Vi forsætter turen og er snart på en motorvej med kurs direkte mod Munchen. Her gør vi et stort indhug på turen, før vi beslutter at gøre holdt for natten på en rasteplads, der er overfyldt med biler og lastbiler i en pærevælling. Det lykkes os at få kilet camperen ind på den sidste plads, før man kører ud på motorvejen igen. Her er en pæn susen af biler, så mine ørepropper gør godt denne nat.
Vi går lige en tur hen til butikken på rastepladsen, før det bliver nat i camperen.
